Thomas Blachman er fantastisk; midt i dansk primetime i et ellers ordinært familieprogram/super udtænkt gameshow får han gang på gang sagt noget af det mest kniv skarpe. Noget som vi danskere trænger til at høre og som vi frygter og samtidig et eller andet sted elsker at høre.
At ingenting har mening hvis man ikke brænder for det så dybt at man oprigtigt tør være det. Og at være det uden ironi, sarkasme eller "cornyness". Hvor er det skarpt.
Og hvor jeg dog håber at jeg en dag 100% kan stå ved umbraco som det skal være. Tage folks tæsk, undren, mistillid. Fucke dem og stå ved at vi er ved at lave noget genialt med projektet. Magien udbliver jo indtil jeg tør...
Min kone tør. Hun er ved at starte op som samtaleterapeut - hun kalder det bevidsthed gennem healing og samtale. Folk undrer sig, (dele af) familie korser sig og midt i en verden af rullende øjne og fake smil ved hun at hun kan og er ved at gøre en forskel. Det er klasse og jeg elsker hende for det. Tænk hvis vi alle var lige så stærke som hende.
"Giv mig et job som jeg kan hellige mig helt og holdent, thi da vil det ikke længere være arbejde, men kunst fyldt med kærlighed".
Goethe.